Nyfødt giraf i Knuthenborg Safaripark: ’Den fik en hård start på livet’

Nyfødt giraf i Knuthenborg Safaripark: ’Den fik en hård start på livet’

En lille girafkalv af den nær-truede art Rotschilds giraf kom i weekenden til verden i Knuthenborg Safaripark. Den lille hun fik, som giraffer gør, en hård start på livet.

I omtrent 15 måneder har en af Knuthenborg Safariparks girafkøer haft en sød hemmelighed. For da dyrepasserne mødte ind søndag morgen, blev de mødt af flokkens nyeste medlem – en lille hun på cirka 50 kilo og 150 centimeter, der netop havde gjort en ikke helt udramatisk entré i livet.

”Girafkalven starter livet med at komme ud af moren, falde to meter ned og lande på hovedet, så den fik en hård start på livet. Det er lidt af en supermandsfødsel, hvor den har forbenene først, så kommer hovedet og til sidst kommer bagbenene så ud,” forklarer chefzoolog i Knuthenborg Safaripark Rasmus Nielsen om giraffødsler.

KØB NU: BILLETTER OG ÅRSKORT TIL SÆSON 2019

Selvom det lyder som en farlig fødsel, så giver den i naturens verden rigtig god mening.

”Faldet er med til at gøre, at den i et gisp får fyldt lungerne med luft, og dermed tager kalven den meget vigtige første vejrtrækning. Det er ikke det eneste, der er vigtigt for dens overlevelse. Den er også hurtigt på benene, for i naturen kan flokken jo ikke vente på, at den først lærer at gå efter et år, når der er trusler som sultne løver,” siger Rasmus Nielsen. Han estimerer, at girafkalven kunne gå efter en times tid og løbe efter et par timer.

Lummer giraftyr som far

Safariparkens irske giraftyr, der tilsluttede sig flokken forrige efterår, har vist sig at være en dameglad og effektiv herre. Den lille girafkalv er det første resultat af hans iver.

”Han havde et rigtig akavet første møde med girafkøerne, da vi fik ham, hvor han var lidt bange for dem. Men han blev hurtigt noget af en charmør og er ret lummer. Giraftyren har blandt andet været så ivrig efter at parre en hun, at han beskadigede sin penis i forsøget på at nå hende mange gange,” siger chefzoolog Rasmus Nielsen.

Giraftyren kom til Knuthenborg Safaripark fra Dublin Zoo i efteråret 2017. Dyreafdelingen formoder, at der er et par girafkalve til på vej.

”Dyrepasserne har observeret et par parringer med forskellige girafkøer, og selvom det kan være svært at se, om en girafko er drægtig, har vi en formodning om, at flere er på vej,” siger han.

Den nye girafkalvs mor, Dora, er en erfaren girafko, der også har ungerne Daimisi og Daia. Derfor leder dyrepasserne nu efter et godt kaldenavn som starter med ’D’ til den nye girafkalv. Har man et forslag, kan man sende det på safariparkens Facebookside i opslaget om girafkalven.

IUCNs røde dataliste over truede dyr har sidste gang i 2018 vurderet den vilde bestand af Rotschilds giraffer til at være på blot 1400 individer. Den er nær-truet i naturen og en af de mest truede girafarter overhovedet. I det internationalt koordinerede avlsprogram, Knuthenborg Safaripark deltager i, er der i alt 450 eksemplarer i zoologiske haver. Heraf er der i alt 11 individer i safariparken.

Girafkalven og de kommende halvsøskende vil kunne opleves på Savannen fra 13. april, hvor Knuthenborg Safaripark åbner for sin halvtredsindstyvende sæson. Sidst safariparken havde girafkalve var i 2016, men der har boet giraffer på Savannen i safariparken siden åbningen i 1969.

Scroll and see more