Verdens største dino er landet

Verdens største dino er landet

Du vender ryggen til den bistre t-rex og forlader langsomt Dinosaurskoven. Sollyset blænder dig over trætoppene, mens lyden af de glubske dinoer aftager i styrke, efterhånden som du bevæger dig ud af skoven. 

Pludselig står den der. Større, end du kunne forestille dig. Du lægger nakken tilbage og kigger op. Det enorme hoved har fået en gylden krans af den stærke forårssol. Den er her. Patagotitan mayorum. 47 meter lang. Det største dyr, der nogensinde har gået på landjorden. 

- Det er altså en helt unik oplevelse at stå for foden af denne her gigant. Og prøve at forestille sig, at den har gået på jorden. At man har kunnet møde den, lyder det bjergtaget fra Christoffer Knuth, der ejer Knuthenborg Safaripark og er direktør samme sted. 

Det er hans egen passion for dinoer, der har dannet grundlag for, at parkens populære dinoskov nu har fået nye beboere. 

- Jeg synes, der er en fantastisk vigtig udviklingshistorie i dinosaurerne. Hvordan dinosaurerne udviklede sig frem til den nulstilling af verden, som fandt sted for omkring 66 millioner år siden. Hvor næsten alt liv blev udslettet. Angivelig ved et stort meteornedslag. Og i dag kan vi så sammenligne med, hvordan de dyr, man ellers kan opleve i safariparken, har udviklet sig fra samme katastrofe frem til i dag. Det er jo vildt at se, at de faktisk er kommet til de samme ”løsninger”. Eksempelvis at have en særligt lang hals, som kobler girafferne til langhalsen. Den tykke hud og de store horn, der forbinder næsehornene med den planteædende triceratops. Og de store tænder, kløer og hastighed som vi ser lige nu hos tigrene, men som vi også finder hos en tyrannosaurus rex. Og den fortælling vil jeg rigtig gerne være med til at give videre til vores gæster - og ikke mindst vores børn, fortæller Christoffer Knuth. 

Kig op!
Men Patagotitan mayorum, der blandt venner bare bliver kaldt "langhals", er ikke den eneste nye beboer i dinoskoven. 

Mellem trækronerne svæver nemlig en flok flyveøgler. 

- Vi har brugt oceaner af tid her i foråret på at finde det helt rigtige sted til denne her imponerende flok. Det er vigtigt for os, at dyrene kommer til at være i omgivelser, der - så vidt det overhovedet er muligt - er identiske med dem, man ville kunne opleve dem i, da de levede på jorden, forklarer Christoffer Knuth. 

Han nægter selv at udpege din favorit-dino, fordi de alle sammen har en spændende historie at fortælle. Men han lægger dog ikke skjul på, at han har brugt særligt meget tid på at beundre den gigantiske langhals...

Scroll and see more