Dyrepasserne måtte flytte kamel: Var blevet forelsket i sin egen mor

Dyrepasserne måtte flytte kamel: Var blevet forelsket i sin egen mor

Man bestemmer ikke altid selv, hvem man forelsker sig i. I dyreverdenen kan et handyr i brunst ikke altid skelne fælle fra flamme, og i dag måtte Knuthenborg Safariparks dyrepassere flytte en ung hankamel, der havde set sig lun på sin egen mor

En af de vigtigste arbejdsopgaver i Knuthenborg Safaripark er matchmaking. Derfor er parkens dyrepassere normalt de første til at juble, når en ung hankamel som Gulle begynder at udvise interesse for andet end græsset omkring ham. I dag blev drømmen om familieforøgelse imidlertid sat på pause, da hunkamelen, Gulle har udset sig, er hans egen mor.

KØB BILLETTER OG ÅRSKORT MED ONLINE RABAT HER

”Etik og moral hersker ikke altid i naturen. Dyr ved ikke altid selv, at det ikke er smart at formere sig med sin egen mor, når man er udrydningstruet,” siger Knuthenborg Safariparks chefzoolog Rasmus Nielsen.

Dyrepasserne måtte derfor gribe til bedøvelsespilene for at få transporteret den 350 kilo tunge kamel væk fra mors skørter. I stedet skal han nu gå sammen med bachelorerne på Bandholmmarken, hvor han kan komme over den uheldige forelskelse.

Gode gener hjælper naturen

Safariparken har et stort ansvar for at have en stærk genetisk sammensætning i dyrebestanden. En vigtig del af dyreafdelingens arbejde består derfor i at sørge for, at der ikke opstår indavl.

”Vi har dels et etisk ansvar for ikke at indavle dyr. Men vigtigst af alt har vi en faglig forpligtelse. Det gælder naturligvis over for alle dyr, men særligt i forhold til dyr, der er truede i naturen, som den baktriske kamel er,” forklarer chefzoologen.

Zoologiske haver kan undertiden indgå i projekter med genudsættelse af dyr i naturen. Det gør man for enten at forstærke eller genetablere dyrebestande, der er truede af udryddelse. Derfor skal dyrene have en stærk gensammensætning, hvilket parkens avlsprogram sikrer.

”En af vores vigtigste opgaver som zoologisk park er at agere genbank, så vi kan give naturen en hjælpende hånd, når den har brug for det. I de tilfælde er det vigtigt med en bred genetisk pulje, og derfor måtte vi flytte Gulle. Heldigvis har vi pladsen til bare at flytte ham til et andet område i parken, så han stadig kan blive hos os,” siger Rasmus Nielsen.

Selvom det krævede mange stærke dyrepasserhænder at flytte den sovende kamel ind i traileren, var flytningen hurtigt overstået. Fra bedøvelsen indtraf, og til Gulle var på benene igen, gik der cirka 15 minutter.

Gulle skal foreløbigt blive sammen med de andre ungkarle på Bandholmmarken, mens en anden avlshan er blevet indsat i hunflokken. Han har, modsat Gulle, ingen nære familiemedlemmer hos hunnerne, så forhåbentlig får han bedre held til at sætte nye kamelkalve i verden.

FAKTA

  • Baktriske kameler kan veje op til 700 kilo, og Gulle er derfor stadig i den lette ende
  • Den baktriske kamel lever vildt i Gobiørkenen i Centralasien, men er kritisk truet af udryddelse
  • Knuthenborg Safaripark har 14 baktriske kameler i alt. Gulles nye flok består af fire hanner foruden ham selv.
Scroll for at se mere