Glade børn og fodbolde i Knuthenborg

Glade børn og fodbolde i Knuthenborg

Lørdag den 25. maj vil Knuthenborg være fyldt med børn og bolde, når Giraf Cup 2019 løber af stablen. Giraf Cup er Danmarks største endags stævne for de yngste fodboldspillere, og spillerne kommer fra hele landet for at deltage.

Porten åbnes kl. 08.00 og indtil klokken 10.00 dirigeres al trafik direkte til de plæner, der lægger grønsvær til Giraf Cuppen. Kampene starter omkring klokken 09.30 og resten af parken åbner som vanligt klokken 10.00.

Så bliv ikke overrasket, når parken på lørdag genlyder af glade børnestemmer og den sprøde lyd af fodboldstøvler, der rammer en læderbold. Fodboldstævnets spillere er 4-10 år gamle og spiller på enten tre- eller fem-mandshold – og der er mange af dem. 

- Det er helt vildt! Vi startede med 60 hold første år. I år deltager hele 275 hold i cuppen, fortæller Morten Andersen, der var en af idemagerne bag det første stævne for seks år siden. I dag er han fortsat tovholder på stævnet, som FC Nakskov afholder i Knuthenborg Safaripark. 

- Giraf Cup er et helt unikt stævne både i forhold til plænerne i Knuthenborg, størrelsen, at det kun varer én dag og ikke mindst, fordi det henvender sig til de yngste spillere. Vi er stolte af at arrangere et socialt stævne, hvor der er plads til alle, fortsætter Morten Andersen.

Vi kan anbefale at besøge Knuthenborg Safaripark på lørdag, hvis du holder af børn og bolde i fuld fart over grønsværen.

Vel mødt og rigtig god fornøjelse til alle deltagere!

Scroll for at se mere