Her er Knuthenborgs nye bisontyr

Her er Knuthenborgs nye bisontyr

Treårig ungtyr skal danne grundlaget for bisonflok, der vil gå frit i offentlig skov lige ved siden af Knuthenborg Safaripark

Den første bisontyr har netop meldt sin ankomst til Knuthenborgs skovgræsningsprojekt lige ved siden af safariparken. Det er dermed en treårig ungtyr fra Almindingen i Bornholm, man kan støde på i Merritkov senere i 2017. Ungtyren vil få selskab af et par hunner også.

"Den unge bornholmskfødte bisontyr bliver starten på en ny, dansk bisonflok her i Knuthenborg, så man fremover vil kunne opleve de majestætiske dyr tre steder i landet," fortæller direktør og ejer af Knuthenborg Safaripark Christoffer Knuth om bisontyren, der kan veje op til et ton.

Både bisoner og vildsvin i skoven

Det er ikke bare bisoner, man vil kunne nyde synet af i den offentlige skov. Også vildsvin vil være at finde i Merritskov. Knuthenborg fik i starten af april tilladelse til skovgræsningsprojektet i det 187 hektar store område. Miljøstyrelsen lagde i tilladelsen vægt på, at de finder projektet positivt.

Bisonerne og vildsvinene vil bidrage til skovens biodiversitet, hvilket både vil have en positiv indflydelse på artsrigdommen og naturværdierne i området. Indsættelsen af de nye dyr vil eksempelvis være til gavn for områdets flagermus, der vil få et større fødegrundlag på grund af den øgede aktivitet i skovbunden.

Læs mere: Knuthenborg sætter vildsvin og bisoner ud i offentlig skov

Offentligheden vil have gratis adgang til skoven, hvor færiste vil sikre fri adgang for gående og cyklister. Samtidig vil informationstavler ved indgangene gøre interesserede klogere på den natur, man få skridt efter er en del af.

”Vi vil give den bedste totale dyre- og naturoplevelse. Derfor udvider vi også til dette skovområde uden for Knuthenborg Safaripark,” fortalte Christoffer Knuth, da Knuthenborg modtog tilladelsen til skovgræsningsprojektet.

Du kan se en video af bisontyren på vores Facebookside lige her.

Fakta om skovgræsningsprojektet i Merritskov

  • Området på 187 hektar svarer til 700 fodboldbaner
  • Alle kan tilgå området helt gratis
  • En bisontyr kan veje op til et ton
  • Vildsvinet levede frit i hele Danmark indtil 1800-tallet
Scroll for at se mere