Klæd dig ud som dino og kom gratis i Knuthenborg

Klæd dig ud som dino og kom gratis i Knuthenborg

Kan du sy? Lave imponerende mønstre i patchwork? Klippe-klistre? Eller har du et dinosaur-kostume liggende, som du bare brænder efter at få luftet?

Så skal du gribe chancen nu! Vi inviterer nemlig alle vores gæster til at komme udklædt som dinosaur. Er mindst halvdelen af kroppen dækket, kommer du gratis ind. 

Vi vil nemlig forsøge at slå en verdensrekord! Lige nu er rekorden for flest, der er klædt ud som dinosaur samlet på et sted, 251 dinoer. Og vi er sikre på, at vi kan slå den rekord - men vi har brug for din hjælp. 

- Vi synes, det her er en sindssygt sjov rekord. Og hvor er der et mere oplagt sted for sådan et rekordforsøg end i vores Dinosaurskov? Vi håber sådan, at vores gæster vil lege med. Og vi er spændt på at se alle de kreative udklædninger, lyder det entusiastisk fra Christoffer Knuth, der er direktør og ejer af Knuthenborg Safaripark. 

Han tilføjer, at det jo også er den bedste måde at byde vores nyeste beboere velkommen på. 

Der er nemlig flyttet en 47 meter stor dino med det fornemme navn "Patagotitan mayorum" ind i Dinosaurskoven, hvor den har fået selskab af en flok fascinerende flyveøgler. 

Alt det praktiske
I år slår vi allerede dørene op den 13. april klokken 10. Her forventer vi, at det vrimler ind med dinoer! Vi kårer den bedste udklædning ved Dinosaurskoven klokken 12, hvor vi også tager et fællesbillede og får talt alle vores dinoer. Der er en præmie til den bedst udklædte. 

Derefter står den på dinoløb. Her gælder det om at komme først, når starten er gået, for her er også en fed præmie til vinderen. 

- Det er første gang i parkens 50 år lange historie, at vi har et dinoløb. Og jeg er ikke i tvivl om, at det bliver helt uforglemmeligt for både dinoer og tilskuere, lover Christoffer Knuth. 

Vi glæder os til at se jer! Men husk - mindst halvdelen af kroppen skal være dækket af kostumet, for at du får gratis adgang. Og det gælder selvfølgelig både store og små dinoer. 

Scroll for at se mere