Ulve i Danmark

Det hjemvendte rovdyr

Meget tyder på, at ulven er på vej tilbage til Danmark efter at have være udryddet her i knap 200 år. Ulven har et mildt sagt blakket ry, og ikke alle folk er lige begejstrede for udsigten til at dele den danske natur med den. Knuthenborg Safaripark mener imidlertid, at meget af utrygheden skyldes manglende viden om ulven, og vi vil meget gerne bidrage til mere oplysning. Vores håb er at vi ikke endnu en gang udrydder dette spændende rovdyr på grund af århundreders historiefortællinger om "den onde ulv".

Ikke ond
Ulve er ikke onde. Ulve agerer efter deres instinkt og spiser stort set alt - både dyr, planter og rødder - men altså ikke mennesker. Der har historisk været enkelte rapporter om ulves angreb på mennesker, også angreb med dødelig udgang. Ser man på antallet af disse angreb i forhold til hvor mange ulve der findes i verden, må risikoen dog siges at være ekstremt lille. Som alle andre pattedyr, vil ulven forsvare sine unger, hvis man kommer for tæt på. Men sørger man for den fornødne agtpågivenhed i ynglesæsonen i foråret, venter der danskerne meget store naturoplevelser med genindvandringen af den grå ulv.

Besøg ulveflokken i Knuthenborg
Er du stadig ikke helt tryg ved tanken om dine nye ulvenaboer, er et besøg i Knuthenborg Safaripark et oplagt sted at begynde. Her møder du en underart til den grå ulv - nemlig den smukke arktiske ulv, som er helt hvid. I det 40.000m2 store anlæg er der mulighed for at opleve flokstrukturen ved selvsyn, enten når du kører sammen med dem i din bil eller ser fodringen fra Ulvehytten. Det er svært ikke blive fascineret af ulvenes udseende, høje aktivitetsniveau og omfattende kommunikation.

Billederne på denne side er fra Skandinavisk Dyrepark.

Scroll for at se mere